Dragonball Z : Budokai (PS2)

Dragon Ball Z: Budokai blev udgivet tilbage i 2003, da Dragon Ball-feberen var på sit højeste herhjemme. Det blev hurtigt et populært tidsfordriv for mine kammerater og jeg, idet vi alle var mere eller mindre bidt af den populære anime. Som det første spil i Budokai serien har det naturligvis visse mangler i forhold til senere udgivelser. For det første tager spillets Story Mode (der er en herlig blanding af fine mellemsekvenser og rigtige kampe) udgangspunkt i de tre overordnede historier: Saijajin-sagaen, Namek-sagaen og Celle-sagaen. Dette betyder, at de sidste dele af anime-serien helt udelukkes og man derfor ikke har adgang til figurer fra den del af serien. Til gengæld er figurgalleriet nogenlunde afbalanceret med krigere fra de tre førnævnte sagaer og der er noget for enhver fan af universet. En anden ting, der skiller dette spil fra dets efterfølgere, er grafikken. Senere spil i serien gør brug af cell-shading for at give grafikken et tegneserieagtig præg, imens Budokai har et mere klassisk og farverigt udtryk uden de store detaljer. Endelig er selve kampsystemet en lidt svag kop te. Det fungerer udmærket, med bliver desværre alt for hurtigt ensformigt, da man kun har adgang til et begrænset antal angrebskombinationer. Af samme årsag fungerer Dragon Ball Z: Budokai bedst med en god kammerat ved sin side – og hvis begge parter har interesse for serien, er der samtidig masser at snakke om, imens man afgør hvilken kriger, der er den stærkeste.